Sådan er de blevet til - jeg har tænkt - der skete...
Havet under huden
Var min debut på et større forlag. Før den havde jeg
forsøgt mig med noget fordrukkent sludder. Det at jeg holdt med at drikke
gjorde at jeg vendte mig mod poesien. Sådan for alvor. Jeg husker at jeg
skrev dag og nat. Efterhånden som det lykkedes mig at frembringe digte
som jeg selv kunne undre mig over, lykkedes det også at få andre til at
læse dem grundigere. Jeg fik digte antaget på ØK, i Ildfisken, jeg fik kontakt
til nogle forlag. Først Rosinante, som egentlig var tæt på at skrive en
kontrakt med mig. I sidste øjeblik stod de af. Så stod tilgengæld Borgen
på, og der har jeg jo været lige siden. De første manuskriptudkast blev
imidlertid forkastet. Jeg arbejde med skiftende redaktører - til sidst blev vi
dog enige om det endelige: Havet under huden. Hvilket mirakel for mig.
Det eneste der hidtil var lykkedes mig var, at være bybilledets mest forsumpede
dranker. Det er egentlig også det Havet under huden handler om,
en psykisk/åndelig forvandling. (Jeg bryder mig ikke længere
ordet "åndelig", jeg syntes det bliver misbrugt i flæng af erhvervsrettede
selvhjælpsguruer, men ikke destro mindre var det, der jeg var).
En eller anden diffus søgen efter gud, en gud der kunne passe mig.
Altså en uden dogmer og stort g. I dag forekommer det mig lidt som
en flugt. Min gudsøgen var nok endnu en fornægtelse af virkeligheden,
vi har aldrig rigtig brudt os om hinanden, virkeligheden og så jeg.
Selvfølgelig ved jeg ikke om der findes nogen gud, men som Jomfru
ane band synger: Hvis der findes en gud, så er det nu han skal sende
sin englehær ud. Nå, hvorom alting er, det er den filosoifske del
af gudsbegrebet, der interesserer mig i dag. Det at noget/nogen får
alting drejet rundt i de rigtige baner. Og så den kendsgerning, at
jeg har religiøse længsler i mig, groende som vilde blomster, de
er simpelthen ikke til at slå ned. Religion er til indvortes brug, som
sådan anderkender jeg alle store som små religioner. Men det var
alt sådan noget, der optog mig i Havet under huden, og så sproget.
Det var lige til at blive høj af, når den afpersonalisrede person i mig,
fik et digt til at gå hjem. På den måde lignede det beruselse - og på
den måde slutter ringen om sig selv. Og breder sig på ny i nye vande,
da jeg begynder at undersøge mig selv og min bagrund. Det kommer
der en ny bog ud af, nemlig:
Pokalhjertet
Min anden digtbog pokalhjertet, skrev på en måde sig selv. Jeg husker det
som et gennembrud af skrift. Ordene fandt selv vej, digtene blev længere,
mere fortællende. Jeg syntes at de gik hjem, at det var sjovt, at det var
godt, og at det var godt at få det ud af systemet. At det var Hovedstolen
jeg trak på, skænkede jeg ikke en tanke, ihvertfald ikke i den forstand at
jeg kunne tappe fra brønden - og dermed gøre den tom. Jeg havde jo i den
grad aldrig oplevet så billedrigt et materiale. Jeg tror stadig ikke det har
skadet, barndommen er kilden - men den vil være uberørt af lidt fiskeri i
den. Pokalhjeret er en digtbog om min usædvanlige barndom i et trav-
sportsmiljø. I en lille flække nord fra København, og livet deromkring. I skolen
på fritidshjemmet, i hjemmet. Jeg skrev og skrev, inspiret af andre bøger
om Barndom, Cristina Hesselholdts: Hovedstolen, Dan Turrels: Vangede
billeder. En dag var den færdig, ikke mindst på grund af min daværende
redaktør Lene Wissings hepråb fra sidelinien. Hun inspirede mig virkelig,
løftede mig, fik mig til at tro på det. Da Pokalhjertet udkom blev den da
også anmeldt fortrinligt. Det jeg næsten ikke havde turdet håbet
på var sket, jeg havde fået et lille gennembrud. Ikke et folkeligt, men kunstnerisk.
Selv Lars Bukdahl, der i den grad ikke kan lide mine ting,
anmeldte mig godt. Jeg fløj. Og da der senere kom brev fra et svensk
forelag, om at de ville oversætte en del af digtene og udgive dem, ja så
følte jeg simpelthen taknemmelighed. Pokalhjertet bragte mig vidt omkring
for første gang blev jeg analysret selvstændigt i et tidsskrift, som en af
bidragyderne til Niels Lyngsøes: At notere himlen, digtanalyser, 2000.
Jeg optrådte i dr, var på oplæsningsturne i sverige. En lille bitte karierre
begyndte at tage form. Men alt det er udenomsævl. For det handler i
bund og grund om at skrive. Derfor var det naturligt for mig at fortsætte,
hvor jeg slap:
Hannahs dyrehave:
Er en digtbog om ungdom. Om den svære kærlighed, den nye omgang
med rusmildler, specielt hash og alkohol, men også andre stoffer. Om
hvordan det er at blive sendt ud i verden, uden værktøj med hjemmefra,
til at tackle den. Om musik og arbejdspladser, hvordan man bliver sparket
ud fra dem igen. Hannahs dyrehave er en bog om svær identitet, lette
drømme og firserfornemmelser. Bogen er skrevet således at mange af
digtene er forbundet med, går over i næste. Altså een lang kæde. Men
oprindeligt var det med en anden storform for øje, at jeg skrev den. Først
da manus var nogenlunde færdigt, fik jeg den ide. I en hård uges tid, lavede
jeg ikke andet end at hæfte digtene samme, trække dem fra hinanden igen,
skrive om og om. Ikke at jeg ikke havde skrevet om og om i brødteksten,
for det havde jeg. Det at skrive digte er for mig en proces der kan løbe på
flere måder. Den heldigste og sommetider også den bedste, er
når digtet bare skriver sig selv. Fra anslag til færdigt digt. Tre minutter
sådan. Men langt oftere sker det at jeg må arbejde et digt hjem. Der
kan gå månender, ja år, uden jeg kan få det færdigt, blot fordi der mangler
en linie, eller der en linie der ikke lyder rigtigt. Pludselig dukker den måske
op, ofte i forbindelse med noget helt andet, renskrivning f, eks. Men
også Hannahs dyrehave nåede et punkt, et sted i processen, hvor jeg
når jeg løb det hele igennem, ikke ville kunne forbedre væsentligt. Ikke
at jeg var hundrede procent tilfreds, det er jeg aldrig. men på et tidspunkt
må man stoppe. Ellers... Ja, ellers kan man jo i teorien blive ved uendeligt.
Også en maler, troe jeg, må på et eller andet tidspunkt vælge at standse
sit billede. DER er det så. Hverken mere eller mindre. Hannahs dyrehave
udkom nov. 2002 til en meget stille presse. Langsomt dryssede der
dog anmeldelser ind. For det meste gode, Erik Svendsen fra Jyllandsposten
syntes nu den var kedelig - og lars Bukdahl tæppebankede den med
nedgørelse på nedgørelse. Katarina Lewkowich lavede et program på
dr om bogen og mig. Udsendelsen findes på arkiv, hvis nogen skulle
være interesserede.
Opløb:
er den mest modbydelige bog jeg nogensinde har beskæftiget mig med. Jeg
vil ikke sige andet end: Prosadebut, paranoia, pillelængsel, pødipus.
Mj, 2006.