Fra Opløb:

INDGANG

Han rettede på sin brune, slidte taske og svingede gymnastikposen en ekstra gang om håndleddet. Han havde fri nu.
   - Se dig for, din ost. En af de store drenge var cyklet op på fortovet.
   - Det her er fortovet, sagde han og sprang til side. Stod med brystet presset mod den stikkende hæk.
   - Det var fortovet, nu er det cykelsti, sagde den store, som de kaldte for Pusterøret, fordi han var så lang, engang var blevet opereret i halsen og prustede sådan. Det gjorde han ikke længere, nu cyklede han bare for det meste rundt og generede dem, der var mindre end ham selv.
   - Væk eller jeg kører fattigrøven af dig Pusterøret langede en fod ud og sparkede ham. Hårdt og præcist, som når en lerkugle ramte.
   - Av for satan.
   - Av for satan, hvad?
   - Ikke noget. Pusterøret spyttede efter ham, vendte sig om og kørte tilfreds videre, mens han råbte:
   - Du slipper i dag, men bare vent.

Da han nåede til vejen der førte op til deres rækkehus, standsede han, pressede sig op ad hækken og stak hovedet frem. Nej, den holdt der ikke, hans fars hvide folkevogn. Havde den gjort, var han ikkegået ind. Så var han taget direkte i klubben - eller han havde smidt sin taske og løbet videre, op på marken, hen til hulen ved mosen. De sidste meter hjem hinkede han mellem stenene. Kunne han hinke fra mellemrum til mellemrum uden at røre stregerne, så havde mor ikke drukket. Rørte han dem derimod, havde hun.
   Han rørte ikke en eneste streg.
   Og hun var vitterlig ædru.

I entreen smed han sin taske og råbte, at han var der. Så pilede han op på sit værelse, smed sig på sengen og gav sig til at bladre i et Anders And. Med et savnede han sin kat, smed bladet fra sig og gik nedenunder. Her åbnede han hoveddøren og kaldte på den:
   - Sjusser, Sjusser. Hvor er min lille misser?
- Lad nu den kat være, sagde mor, men hun smilede og rystede på hovedet. Hun vidste godt, at den var hans et og alt.
   Så med et var den der, miavede og gned sig op ad hans ben. Han tog den sorte mis med de hvide poter og bar den ovenpå til sit værelse. Her lå han og kælede den, til den spandt, mens han snakkede til den:
   - Og så tror Pusterøret, at jeg er bange. Han kan da bare komme an. Det dumme rør. Næste gang brækker jeg armen på ham.
   Katten lyttede - eller han var i hvert fald sikker på, at den forstod ham. Sjusser var ikke en helt almindelig kat, den havde en slags menneskehjerne og kunne forstå ting. Den havde også andre evner, som ingen andre katte havde, den kunne trylle. Ja, Sjusser kunne trylle situationer om. Sådan at dårlige ting blev gode. Det havde han oplevet mange gange. For eksempel når han græd og var ked af det, så kunne katten trylle ham glad igen.
   - Tror du far er glad, når han kommer hjem? Måske har der været godt på kroen, måske skal vi bare spise og se fjernsyn.
   Katten spandt højt. Det tolkede han som enighed. Han ville åbne en dåse Pussycat til den. Han tog det store lodne dyr i sin lille favn og bar det nedenunder.
   - Husk at lukke den ud, når den har spist, råbte mor inde fra stuen. Hun gik og gjorde rent og råbte højt for at overdøve støvsugeren. Han lod, som om han ikke hørte hende. Han ville have katten med op på værelset igen. Der var flere ting, han skulle fortælle den. Ovre i skolen i dag, han var så træt af det, at de andre ikke ville være sammen med ham. Han var sikker på, at katten vidste, hvad der skulle gøres, måske var den nødt til at trylle, måske var den nødt til at trylle nogen døde.

Med et fik han andre ting at tænke på, for nu kunne han høre bilen i indkørslen, han kendte motorens lyd og farede automatisk sammen. Hans hjerte begyndte at slå hårdt i brystkassen, først i trit med dunkelydende fra folkevognen, så hurtigere og hurtigere. Det her var det vigtigste tidspunkt på dagen.
   Det farligste.
  Men mor er jo ædru, beroligede han sig selv. Og jeg har selv set hende gøre rent. Og der er købt ind. Alligevel var der ingen garanti. Fars arbejde var meget svært - og de andre tjente mere end ham, selvom han er den dygtigste, derfor var han tit på kroen.
   Han blev på sit værelse, holdt vejret. Nu gik hoveddøren nedenunder. Han lyttede opmærksomt. Måden døren gik op på, kunne sagtnes betyde noget. I dag gik den almindeligt op. Ikke som den anden dag, hvor den slæbte sig op, og han hørte noget slæbe sig ind. Eller som den anden dag igen, hvor den nærmest blev slået ind. Nej, i dag gik døren almindeligt op. Og klokken var ikke så mange, det ville sige, at han ikke havde haft lang tid til at drikke øller på kroen.
   Og ganske rigtigt. Lidt efter hørte han stemmer nede fra stuen, de talte almindeligt.  
   - Gudskelov, sagde han ind i reolen med de mange Janbøger og fodboldpokalen og bilerne. Gudskelov. For så vidste han nøjagtig, hvad der skulle ske. Om lidt ville hans far lægge sig på sofaen med det grønne tæppe over sig. Så skulle der være ro i huset, indtil de skulle spise.
   Men som tiden nærmede sig, som duften af spaghetti og kødsovs bredte sig, trak fra køkkenet og op på værelset, som duften nåede maven, gjorde uroen også. Den tog mere og mere over. Ikke at han var sig den bevidst, men han sad nu med en Jumbobog og kunne ikke koncentrere sig, begyndte at plukke hår af sit hoved. Det gjorde dejligt. Dejligt at tage fat om hårrodden og så hive til i et ryk. Den lille kortvarige smerte gjorde godt. Den gjorde i hvert fald bedre, end hvis han ikkegjorde det. Han var begyndt at få flere bare pletter rundt om i hovedbunden. I skolen sagde de, at det var lus fra hans ækle kat, der åd ham. Den kat, som de nok skulle få ram på en dag.
   Da middagen var klar, blev der råbt fra køkkenet. Et sidste nap i hovedbunden, og han tog sig sammen til at gå den alt for korte vej ned ad trappen. På det sidste havde han fundet ud af noget. Man kunne på en måde sætte tiden i stå. Man kunne stå i svævet fra det ene trin til det næste og lade, som om viseren på det blå Mickey Mouse - ur også blev stående. Men alligevel kunne man ikke. For foden landede atter på et trin, viseren rykkede en streg. Hvis man nu limede viseren, så den ikke kunne rykke, så skulle de heller ikke have aftensmad. Men så døde man af sult. Det var ligesom i Afrika. Der er nok nogen, der har limet alle deres visere, så de aldrig får mad, tænkte han.

Der var som altid dækket op til fire. Den døde søster, og så de tre.
   - Værsgo, sagde mor og skubbede gryden med spaghetti hen til far, der tog en ordentlig klump.
   Så fik han den. Tog også en ordentlig klump. Mor tog kun lidt selv. Så øsede hun op til søsteren.
   Det var forbudt at sige noget om det. I begyndelsen havde han sagt, at hun jo var der. Men så var han blevet slået af far. Og mor havde grædt. Så nu var det bedst bare at lade som om.  Han hældte kødsovs på, ketchup.
   - Spaghetti smager kun godt, hvis den er kogt helt igennem, jeg har sagt det før. Hans fars grønne øjne fandt morens blå. Selv holdt han vejret. Mors bevægelser var gået i stå, hun sad med gaflen ud for munden. Bag dem holdt det store akvarium op med at pumpe, fiskene stod frosset fast.
   - Men de her er jo fine
   Lettelsen var enorm. Mors gaffel blev ført til munden, hendes skuldre sank ned. Pumpen i akvariet gik atter i gang, fiskene svømmede fornøjet bag glasset. Selv havde han tisset en lille plet. Men det var bare en lille en, og det gjorde ikke noget.
   - Ja, sagde far, atter henvendt til hans mor. Nu er det måske lige op over. Tim Doot løb èn atten ved træningen i dag. Og så løb den sig ikke helt ud. Du skulle se, da jeg trak vattet i opløbssvinget, sikke en hest. Jeg tror sgu den vinder på søndag. Og Havdrengen går også rigtig godt, den trækker lidt på venstre bagben, men jeg tror, den er klar til søndag. Star Garbo er også klar, den starter i ryg på Walther i opdrætningsløbet, der er sgu fireogtyve tusind til vinderen.
   - Nej, hvor dejligt. Mors skulder faldt yderligere ned, hun så næsten helt afslappet ud. Hendes kinder, der før var rødmosset var nu atter normale.
   - Jo men, det måtte jo også komme. Far dryssede lidt mere ost på sin spaghetti, drak en slurk af mælken. Man kan jo ikke blive ved at undgå mig, resultaterne taler jo deres eget sprog.
   Mor nikkede.
   Søster nikkede, selvom hun var død.

Han smilede. Ikke så meget på grund af det med fars arbejde. De vidste jo alle sammen, at han var den bedste. At de fleste andre mennesker i virkeligheden var tabere. Men at skæbnen og uheldet havde været efter ham, ligesom man var efter ham i skolen. Han smilede ikke grund af de fireogtyve tusind, som var så mange penge, at han slet ikke kunne forestille sig det. Ikke engang på grund af buddingen der nu kom ind i sin runde blå metalform, den med hullet i midten. Ikke på grund af den dampende kirsebærsovs.
   Nej, han smilede, fordi middagen var ved at være forbi. Og fordi det havde været en rigtig middag, hvor det havde været hyggeligt, og hvor han ikke havde væltet noget, eller gjort andre ting.
   Derfor smilede han, mens han skovlede budding op på tallerkenen. Den dybe.