DIGTERISK MODSTANDSMAND

 
Tiden kalder på omtanke og eftertanke. Derfor giver det god mening at genlæse den oprørske
svenske digter Gunnar Ekelöf, skriver kronikøren, der er mag.art. og lærer på Krogerup Højskole.

Af Neal Ashley Conrad

At læse den svenske digter Gunnar Ekelöf er som at indtage en modgift til det, der foregår i disse
år. Det er ikke naturkatastrofen i Asien, jeg her har i tankerne, men selvtilstrækkeligheden,
magtvældet, materialismen og hele den massive tiltagende højredrejning, der præger denne tid. Med
konservatismen ved roret udleveres kulturen og dermed kunsten i Danmark i stigende grad til
markedskræfternes frie spil. Det er en tydelig tendens. Kultur- og kunstprodukter skal i stigende
grad kunne omsættes og forbruges hurtigt og effektivt i profittens og produktivitetens navn. Dermed
mister vi fornemmelsen for, hvad der reelt har værdi, hvilket forstærkes af dyrkelsen af det
midlertidige, overfladen, synlighed og omsættelighed frem for indhold og formålsvurderinger.
Jeg læser Ekelöf som et kvalificeret modtræk til den kulturelle udvikling og de samfundsmæssige
perspektiver, der præger tiden nu, for han spørger uophørligt til substansen frem for overfladen, til
formålet frem for brugsværdien, til nødvendigheden frem for omsætteligheden. Og så byder han
selv på en flersidig og provokerende forståelse af verden, der afkræver stillingtagen og engagement,
for det er umuligt blindt at tilslutte sig Ekelöfs tanker. Han både trækker læseren til sig og skubber
ham fra sig med et krav om at bringe sig på højde med de gældende vilkår. Bestandigt spørger han:
Hvad er det, der forgår i kulturen, i samfundet, hvad er det for kræfter, der styrer? Hvad gør du for
at ændre noget som helst?
Sådanne spørgsmål er relevante. For hvad er det for en kultur, der konstant sætter oplevelse og
forbrug på dagsordenen og skamløst opprioriterer synlighed som det ultimative magtmiddel til at
opnå succes/profit. Kulturministerens holdning til kulturen og kunsten efterlader ufattelig meget at
savne, først og sidst en fornemmelse for forskellighed, for ansvar over for de svagest stillede
udøvende kunstnere, der ellers bare kan få lov at vugge af sted i deres egne værkbrudne joller.
Hvis ikke regeringen tager opgaven på sig økonomisk at sikre rod- og vækstlaget for den skabende
og eksperimenterende kunst, herunder også forfatternes vilkår og skelner mellem kvalitet og
kvantitet, bredt og smalt, vokser underklassen, det vil sige restgruppen af mindre kendte, nødstedte
kunstnere. Så vil afstanden forøges mellem på den ene side de privilegerede og økonomisk
begunstigede og de, der ikke har mønt til at opretholde livet som kunstnere og som tvinges ud i
andre baner for at klare den. Det er ikke gjort med at støtte eliten, ej heller med blot at støtte færre
med flere penge. Overhovedet ikke. Det vil blot producere nye skævheder.
Der skal et betydeligt mere differentieret blik til for at få øje på de evident uretfærdige vilkår inden
for kulturen og kunsten i øjeblikket. Mister vi evnen til at skelne, mister vi også evnen til selv at se
og gøre en forskel. Individuelt såvel som socialt og globalt. Dét er kardinalsynspunkter hos Ekelöf,
der virkelig formår at skelne mellem løgn og sandhed. Det er et direkte kick at læse denne
digteriske modstandsmand, der bestandigt er på kritisk forkant med den vestlige verdens sort/hvide
virkelighedsopfattelse. Ekelöf har dette anfægtede, opvakte blik på tingene, når han hamrer det ind i
hovedet på læseren: »Kapitalen er døden«. Det gør at man som læser bestandigt bliver kigget i
kortene og udfordret fra nye vinkler, fra områder, man aldrig har mødt eller opsøgt.
Mange er stødt på Gunnar Ekelöfs navn uden at ane, hvem han er. Han levede fra 1907 til 1968 og
efterlod sig 14 digtsamlinger, oversættelser, dagbladskritik, filosofiske og selvbiografiske skrifter.
Ved sin død stod Ekelöf - med Poul Borums ord - som Skandinaviens største digter. Her 36 år efter
er der noget om snakken. Ekelöf forsyner læseren med et alarmeret blik på så godt som alt.
Kulturpessimist eller ej kan hans opgør med materialismen, selvgodheden og egoismen, der stikker
sit spøgelsesfjæs frem hvor som helst, benyttes som middel til at stille skarpt på paradokserne i
såvel den danske som vestlige kulturkreds. Hans grundsynspunkt var en dyb skepsis, der kom til
udtryk i paradoksale sentenser som disse: »Jeg siger: det hele er en storslået løgn, djævlene piner os
forklædt som engle. Vi må lære at gennemskue dem. Vi må til at tro på vort eget pulserende blod,
vore instinkter, det irrationelle. Vi må sætte maskinerne i gang mod en anden kyst. (...) Jeg er ikke
en tvivler. Min pessimisme er begyndelsen til den sidste optimisme«. Gunnar Ekelöf skåner
hverken sig selv eller andre, samtidig er der en historisk videnshorisont bag selv det subjektive
udsagn. Han er en digter, der udstyrer os med en både klassisk og moderne bevidsthed, der giver os
indblik i kompleksiteten i verden. Der udgår en enorm kraft og visionær visdom fra Ekelöfs værk,
som gør ham permanent aktuel.
Ekelöfs værk er funderet på mange kilder. Først og fremmest den orientalske mystik,
middelaldermystikeren Ibn al-Arabi, som Ekelöf opdagede, da han var ganske ung. Dernæst
sufismen, taoismen, Dante, Spinoza, byzantinsk ikonografi og moderne digtning (Rimbaud, Eliot
etc.), som han i øvrigt også selv oversatte med bravur, før han selv fik vind i sejlene som poet. Af
temperament er Ekelöf lige så skeptisk, melankolsk og streng som han er nysgerrig, pågående og
åben. Det ene øjeblik besynger han den svenske skærgård og toskanske landskaber, det næste hader
han Sverige og digter om lede, tortur før og efter Kristus, Satan og den dybeste eksistentielle
smerte. Udspændt mellem Gud, djævelen og intetheden reflekterer Ekelöf uophørligt over, hvad
identitet og skabelse er. Med den norske jazzdigter Jan Erik Volds udtryk er Ekelöf »folkeviseagtig
enkel og aristokratmodernistisk kompleks«.
Fundamentalt for hans opgør med den vestlige dualisme og kulturopfattelse er en dyb foragt for
magt og magtanvendelse, som udfoldes for fuld skrue i disse år. Med ganske få linjer udfordrer han
i det vigtige lange digt 'Tag og skriv' fra 'Färjesång' (1941) det vestlige menneskes selvfede,
egoistiske tilgang til verden, når han hæfter sig ved: »Hvor sjældent mennesket har magt/ til at afstå
magt!/ At afstå jeg og tale, afstå -/ det eneste der giver magt«. Bag denne magtkritiske ytring ligger
den østlige filosofi og buddhistiske lære, der gør op med at tænke i forskelle og modsætninger.
Ekelöf påpeger effektivt med 'Tag og skriv', at det vestlige magtbegreb er funderet på en definitiv
vildfarelse, der groft sagt går ud på, at jo mere man besidder, desto mere bliver og behersker man.
Det er lige omvendt. Jo mere man fralægger sig og giver afkald på, desto mere åben og receptiv
bliver man over for verden, hvilket som bekendt er en forudsætning for at kunne være
imødekommende over for andre kulturer, andre forståelsesmønstre og livsformer, for »Kun som
vidne er mennesket til«, som det forlyder fra 'Tag og skriv'. At træde i eksistens vil for Ekelöf dels
sige at være vidne til sin egen og andres utilstrækkelighed, og dels at holde aktivt øje med alt, hvad
der foregår og tage det etiske ansvar på sig.
Noget af det, der virkelig bekymrer Ekelöf, er, at vi helt har mistet evnen og modet til at være os
selv, stå ved det vi mener og konfrontere os med ensomheden. Det har konsekvenser for
selvstændigheden, skarpheden - tilstedeværelsen!: »Det er sket med selvstændigheden, modet til at
være ene. Alle gnubber sig op ad hinanden. Løgnen smitter og vi rådner alle op uden at mærke det.
(...) To mennesker kan knap nok være sammen i en time uden at lyve for hinanden, idealisere
hinanden, ydmyge hinanden. Et større antal mennesker kan ikke være i stue sammen, uden at der
opstår kaos, et kaos af bagtalelse, undertrykte aversioner, fordrejede sympatier. Millionerne lever
under løgnepropagandaens svøbe«.
Når man fordyber sig i Ekelöfs forfatterskab, bliver man lidt efter lidt gjort bevidst om, hvor sjusket
og uegentligt man lever sit liv. Og man ser sig omkring på de andre, der glemmer at standse op og
spørge ind til vores flade, hurtige kultur. Enhver kunne tage ved lære af Ekelöfs syn og dybe
kulturforståelse. Det gælder også hans tolkninger og gennemlysning af kærligheden, lidelsen,
døden. Ekelöfs digte og tankeverden peger fremdeles på historiens, mytologiens, antikkens og
mystikkens kilder og billeder som forudsætning for at kunne komme nærmere en forståelse af livets
mening og sammenhæng, samt det under skabelsen er.
Som jeg læser Ekelöf er han en moderne mystiker. Hans tro på en kosmisk enhed bag vores
bevidsthed, stærkt inspireret af Spinoza, får modspil fra mistro og skepsis. Djævlen holder også
troen i skak som en nægtende kraft, der hersker i det skjulte: »Djævlen er gud/ og Gud er djævel/ og
jeg lærte at dyrke dem begge«, skriver Ekelöf.
Ekelöf er en digter, der mistror sin egen tro, lige så snart troen er ved at overgive sig. Det er det, der
gør modsigelsen til en paradoksal drivkraft gennem hele Ekelöfs forfatterskab. Paradokset er et
vilkår og en erkendelsesvej. Mennesket og digteren Ekelöf er bestandig i rastløs bevægelse, i evigt
opbrud, frem til sin død, men der er for Ekelöf aldrig nogen lige vej at gå. Det kommer eksempelvis
til udtryk her i begyndelsen af digtet 'Ex Ponto' fra 'Strountes' (1955):

Himlen er langt borte
Jeg har ikke set den
Men helvede har jeg set
Det er altid nært
Og jorden, den spedalske:
Hvilken hærget skønhed
bærer ikke dens træk!

Ekelöfs blik på tingene er ikke til at undvære. Selvgodhedens alarmsignaler ses og høres overalt i
disse tider, alt imens problemerne tårner sig op i dette samfund, hvor vi for alvor frygter næsten,
fordi vi dybest set er rædselsslagne for at møde os selv. En dybtstikkende frygt for forandring
forhindrer os i for alvor at tage stilling til vores egen mangel på rummelighed og åbenhed over for
det, der vi ikke kender.
Livet er ikke fremadrettet for Ekelöf. Det forløber i spiraliske bevægelser. Hans østligt inspirerede
tankegang indebærer, at vi mennesker hele tiden er enten i tilblivelse eller i gang med at degenerere.
Derfor bør ethvert menneske stræbe efter at gøre sig til et mødested for forskellige landes kulturer
og kulturelle strømninger.
Det gjaldt for Ekelöf om at gøre sig til en kombinationsintelligens. I digtet 'At være skabende'
skriver han: »At være skabende/ Hvem er det?/ Jeg er en kombinationsintelligens/ som gør brug af
paletten/ til 'usete' kombinationer/ af stilleståen/ af selve menneskets bevægelser«. Han digter med
en omfattende kulturforståelse, der frit forbinder tænkemåder og tilgange til verden, som det
vestlige menneske overser eller ikke kan overskue. Med modsigelsen som drivkraft sætter hans
digte og visioner hele tiden vores forestillinger og tankeverden på prøve.
Det forjagede og belemrede nutidsmenneske kunne have udbytte af Ekelöfs indsigt i hele det
eksistentielle felt. Ikke alene ophæver Ekelöf dualismen mellem subjekt og objekt, han bringer
tilmed Norden og Østen, Sverige og Tyrkiet, mørket og lyset, drømmen og leden, manden og
kvinden, drømmen og døden - livet og kunsten - på talefod med hinanden på nye spektakulære
måder. »Jeg bor i en anden verden/ Men du bor jo i den samme«, som det forlyder. I et upubliceret
digt fra 1933 definerer Ekelöf sit kunstneriske ansvar som følger: »Det er min opgave at revidere
alle spådomme, at skrive alle bøger om, at tage stilling til menneskenes tro. Jeg står i forbindelse
med det usynlige, med det tabte sprog«.
I et essay omtaler Ekelöf sig selv som en outsider. En træffende betegnelse, for denne
alkoholiserede nordiske kosmopolit var en rastløs outsider, der betjente sig af paradokset og
modsigelsen som en måde at se og forstå på. Han rejste bestandigt i skriften og verden. Når han
ikke skrev, gjorde han studier og rejste til udlandet eller rundt i hjemlandet som en opvakt oplyst
skeptiker på opdagelse i kunstens tjeneste. Han lagde aldrig skjul på, at kunst - at dyrke den og at
skabe den - betød alt for ham. Målet med at digte var for Ekelöf at konfrontere sig med det
fremmede og blive en anden - med denne indsigt som katalysator: »I hver sjæl er tusinde sjæle
fanget,/ i hver verden er tusind verdener skjult/ og disse blinde, disse nedre verdener/ er virkelige og
levende, skønt ufuldbyrdede«.
Ekelöf er den nejsigende guide til underverdenen, hvor enhver, der følger ham, stilles over for
udfordringer om til stadighed at revidere sin opfattelse af sig selv og sit forhold til verden. Hele
tiden bruger han sig selv og sin lynende skarpe digteriske bevidsthed som eksempel, som her: »Jeg
kender verdensaltets umættelige kræfter som mødes i mig, og de er lige store, derfor er jeg urolig ...
jeg elsker mig selv så højt at jeg er uselvisk ... jeg har glemt mit køn«. Så paradoksalt frisættende
kan Ekelöf skrive. Oprørsk drevet af modsigelsen rækker hans udsagn ind bag enhver letkøbt
overbevisning.
Det er vigtigt at blive punkteret og konfronteret med oprøret som en øjenåbnende kraft i en tid, hvor
vi har så forbasket travlt, at vi ikke bemærker, at vi render rundt med hovedet under armen. Hvad
man kan lære af Ekelöf er at tage stilling og indse, at det eneste, der har værdi, er det vi ikke ved.
Det er dér hvor vores viden slipper op, at vi for alvor lever. Det vi allerede ved er dødt og tanken
dræber alt hvad den kommer i næ
rheden af. Og det tanken ikke kan få fat på forsøger den at forfalske og trække ned på sit niveau.
Derfor må vi være bestandigt på vagt - også over for det, vi overbeviser os selv om, så fordomme
og dumhed ikke får plads til at hærge og lukke af. Der findes altid noget, vi ikke ved, som vi
umuligt kan vide. Dér ligger håbet. 

 
 
 
 
 

 

 

 

 

 

 

 

___________

Med tilladelse fra S. M. Holdt. Først trykt i Blæst. 

Hvad er ny dansk poesi?
Af Signe Marie Holdt

Er de danske digterspirer stadig ”forkomne englebørn/ med vinger af fremtidssang” (Strunge 1981)
eller hvad foregår egentlig på Øverste Kirurgiske, Apparatur og Hvedekorn, tidsskrifterne som i dag
modtager den spæde danske poesi?

Selvom dansk digtning i dag kan være vild og opfindsom, er der stadig en tendens til at poesien
bliver betragtet som noget selvhøjtideligt der hører til ”en svunden tid”. Da jeg interesserer mig
netop for denne problematik, valgte jeg på elektronisk vis at interviewe Maja Lucas som er
redaktionsmedlem på det nye danske kulturtidsskrift Apparatur. Blæst bringer her et sammendrag af
spørgsmålene og svarene på disse.

Digte med posten
For litteraturinteresserede som endnu ikke har stiftet bekendtskab med Apparatur, udkom
tidsskriftet for første gang i 2001. Apparatur¸ som i øvrigt har fået meget positive anmeldelser,
omhandler kultur i bred forstand, men med et særligt fokus på litteratur og billedkunst. Både kendte
forfattere og ukendte indsender poesi til bladet.
Som Maria Lucas forklarer:
”For tiden kommer der vist et par bidrag om ugen. Det er meget typisk, at de ukendte digtere sender
ind, hvorimod de veletablerede inviteres eller opfordres til at skrive til bladet. Af og til får vi dog
også uopfordrede bidrag fra "kendte" forfattere”.

Lyrikken er sværere at bedømme
Lyrikredaktionen på Apparatur tager sig af de poetiske indsendelser: ”Vi er og har i nogen tid været
en nogenlunde fast lyrikredaktion, men mange gange er der flere af de øvrige
redaktionsmedlemmer, som læser de indsendte bidrag. Der er dog en udbredt stemning i
redaktionen om, at digte er sværere at bedømme end prosa; en holdning jeg et stykke hen af vejen
deler”. Dette uddyber Maja Lucas lidt senere i interviewet: ”Lyrikken afsøger ofte sprogets grænser
og i det hele taget grænser den op til en helt anden kunstart, nemlig musikken, som jo ikke er
”semiotisk”, og prosalitteraturen er ofte mere tilgængelig i sin form. Prosalitteraturen ligger også
ofte meget tættere på ikke-litterære genrer og mimer i højere grad vores så at sige normale sproglige
fremstillingsform.”

Firserdigtningen som noget ”genuint poetisk”
Interviewet omhandlede også generelle tendenser i poesien som indsendes til Apparatur. Hvilke
genrer som den er inspireret af og specifikke forfattere lurer i baggrunden. ”Mit indtryk er, at
firserdigtningen for mange skribenters vedkommende er en utrolig fasttømret del af bagagen. I al
fald ser vi mange digte som trækker hårdt og også for hårdt på denne tradition. Dette skyldes
måske, at firserdigtningen kan betragtes som en genoplivning af den europæiske modernismes
hovedspor, nemlig symbolismen, samt af romantikken, hvis arv jo hviler tungt på hele vores
kulturliv. Jeg tror, at mange derfor oplevede og oplever firserdigtningen som noget ”genuint
poetisk”, og det er nok derfor, dens indflydelse er så sejlivet. Et andet aspekt kunne være den
nuværende generation af gymnasielæreres forkærlighed for denne periode. Det er naturligvis kun et
gæt, men mit indtryk er, at firserdigtningen stadig læses rigtig meget i gymnasieskolen.”

Er der slet ikke noget spor på oprør imod denne tradition?

”I de mere etablerede litterære cirkler, hvis man da kan sige det sådan, er der imidlertid sket et
kraftigt oprør. Alene et tidsskrift som Øverste Kirurgiske peger mod en helt anden tradition og
litteraturopfattelse – som er mere humoristisk, uopstyltet, ueksistentiel og drengerøvet. Også et
ellers traditionsomgærdet tidsskrift som Hvedekorn lader til at have gjort oprør mod den slags
digtning. I den sammenhæng er det uhyre interessant at læse Hvedekorns ”Gode råd” til skribenter,
som ønsker at sende tekster ind til dem. Dette er nærmest et ordret opgør med firserdigternes måder
at skrive på!”
”Alt dette blot for at sige, at vi på Apparatur også er trætte af at læse digte om regnvåd asfalt, eller
hvad det nu kan være. Denne træthed er i midlertid så udpræget i de litterære cirkler, at det ligner en
”mode”.”
Maja Lucas nævner også en knækprosaisk tendens inden for lyrikken og en inspiration fra den
amerikanske language–digtning. Hun forklarer mig at language-digtning er en digtning som virker
uhøjtidelig og talesprogsagtig og beslægtet med knækprosaen. Og Simon Grotrian synes i øvrigt
også at lure hos mange af de unge skribenter. Efter interviewet undersøgte jeg Øverste Kirurgiske
nærmere. Den geniale hjemmeside www.poesi.dk er værd et besøg.

Guldalderkonstruktioner
Dernæst stillede jeg spørgsmålet om hvorfor poesien i dag ikke appellerer til lige så stort et
publikum som f.eks. romanen gør. ”Jeg tror ikke, at man så entydigt kan sige, at lyrik er mindre
populært end prosa ”i dag”. I det hele taget tror jeg meget lidt på guldalderkonstruktioner a la ”i
gamle dage var alting bedre”. Det er givet, at romanen (og i det hele taget kunstprosaen) er en
relativt ny genre og så afgjort den mest udbredte. Men hvis man tænker på, hvor mange mennesker,
der i dag kan læse og stave, i modsætning til i lyrikkens højtid, hvornår den end var, er jeg sikker
på, at den såvel relative som absolutte mængde mennesker, som læser og finder glæde ved lyrik, er
langt højere end den var tidligere. Vi bliver klogere og klogere, mere og mere veluddannede, og jeg
er sikker på, at lyrikken har det lige så godt i dag som ”i gamle dage”. Nogle af de mere
konservative kulturpersonligheder galer jo op om, at gamle dages sangtraditioner i kirken, på
højskolerne og i skolen skaber vejen for lyrikforståelsen. Men hvor mange historier fra vores
forældres generation har man ikke hørt om frygtelige samlevers, som skulle læres udenad, og som
har givet dem afsmag for det resten af livet?”

Gode råd
Poesien er mere utilgængelig end f.eks. prosaen bl.a. fordi den bryder med den normale sproglige
fremstillingsform. Firserdigtningen, som forbillede, lever stadigt i bedste velgående takket være
gymnasielærernes forkærlighed, men overalt i Danmark er vi ved at være trætte af ”forkomne
englebørn” og af at hjerte stadigt rimer på smerte. Og så glæder vi os til at høre mere om den
amerikanske language–digtning. Efterfølgende måtte jeg lige ind på Hvedekorns hjemmeside og se
lidt på de omtalte ”Gode råd”. Her finder man omkring tyve advarsler som skulle føre til god og
højaktuel dansk digtning. Jeg citerer otte af Morten Søndergaards og Thomas Thøfners råd og lader
dem stå som en slutkommentar:

-”Pas på adjektiver. Gå dem efter, kan de undværes eller erstattes med mere spændende og præcise
alternativer?”

-”Pas på verbernes lange tillægsform – for eksempel; gående, levende, syngende. De virker som
regel tunge og kedelige.”

-”Pas på abstrakter. Det er vores opfattelse at et godt digt næsten altid taget sit udgangspunkt i en
helt konkret sansning.”

-”Lad være med at bruge højpoetiske ord bevidstløst, f.eks. engel, nat, hjerte, regn, rose etc. Tænk
over deres anledning, kunne du i stedet med fordel benytte dig af deres modsætninger? Tænk på de
sproglige omgivelser disse ord indgår i.”

-”Skriv direkte. Lad være med at tænke på, at det skal lyde som et digt, prøv hellere at gøre det til et
digt.”

-”Pas på ”som” konstruktioner. De er ofte tunge. Kan det gøres mere spændende, mere elegant,
mere enkelt?”

-”Pas på slutningerne! De er lumske. Lad være med at forsøge at konkludere eller binde sløjfe på
digtet. Lad være med at lade digtet gå ned på en bisætning efter komma. Lad være med at slutte dit
digt med ordet ”blod”, eller ”sort”, eller ”nat”, forsøg i stedet at åbne det op og sprede det. Prøv at
se om digtet med fordel kunne slutte tidligere.”

-”Det hjælper ikke – forenklet sagt – at skrive ”det var vidunderligt”; læseren skal selv i sin læsning
mærke det vidunderlige ske.”

(Kilde http://www.hvedekorn.dk/info/sendind.html #)