 |
|
|
 |
|
|
|
 |
Ameldelser
|
Claus Ejner
Tvangsaktivering, tegneseriekunst
pris 75,-, fås ved at klikke ind på
dada-invest. dk
eller skrive til clausejner@hotmail.com
Det politiske finder større og større indpas i kunsten, her i Claus Ejners lille fine bog, i form af det absurde, det helt absurde. Men det er jo kun sjovt, fordi det er sjovt, og fordi der er noget sandt i det.
En anmeldelse af
Mikael Josephsen
|
|
TVANGSAKTIVERET TIL AT TÆNKE OVER DAGENS DANMARK, VERDEN, OG DE SMÅ SAMFUNDSMYRER
Da jeg i sin tid sagde ja til at anmelde på Poesi.dk - havde jeg regnet med digtsamlinger, i ved sådan nogle, som man får fra Borgen og Gyldendal og Tiderne skifter, og hvad de nu hedder alllesammen.
Redelige sider med poesi. Men på det sidste har jeg siddet med undergrundshæfter, digtsamlinger i brevform og hæftede lyssky sager. Og nu denne lille kunstbog med absurditeter. Og ærlig talt: Gid det kunne blive ved sådan. Ikke fordi jeg ikke bryder mig om det traditionelle. Jeg elsker poesi.
Men jeg begynder at syntes mere og mere om mit job som undercoveragentanmelder.
Nu denne lille gule sag af Claus Ejner, “Tvangsaktivering”. Et stykke rablende galemandsværk af en tegneserie. Små stykker om dagens danmark, verden, og alt småt fra havet. Her møder man ganske kendte ansigter, perforerede dyr, Pia Kjærsgaard (uden helt at vide hvem der er hvem).
Man møder en trang til at fremstille det absurde i vores samfundsorden. Og den er god nok - striberne er ikke psykotiske, men fra et genkendeligt univers. Sommetider lidt for genkendeligt, og sommetider fjernt, så man må stramme sig lidt an, for at følge kunstneren.
Her skal de raske aflevere lemmer til de invalide i socialdemokratismens sag. At de raske så bliver invalide, siger en figur, der ret meget ligner Pia Kjærsgaard, er jo bare klogt. Og sådan er bogen hele vejen igennem. “Søplamagemanden” der prøver at blive integreret men skal slikke snotklatten af en finger, samt andre tests, for alligevel ikke at komme ind i. Bogen er skrevet og tegnet på et overskud, som smitter af. Alt er vel udført. Og er en blanding af Svikmøllen og en moderne installation. Man kommer også til at tænke på Storm P og hans absurde maskiner. Der er altså lånt mange steder fra. Alt sammen rørt i en gryde, der bliver til Claus Ejnerret. Velsmagende og sjov spisning. (Det nyeste køkken er jo sådan noget med at servere lever med is og chokoladesovs).
Jeg er blevet godt underholdt, beriget og en lille smule klogere (og galere ) på verden. Og hvis det skulle trætte, så får det smilet frem bare at studere tegningerne. For han kan virkelig sit håndværk, Claus Ejner. Bogen er ikke bare sådan en sjusket provokation, for provokationens skyld - men ambitionerne er at aflevere et iorden produkt. Det syntes jeg er lykkedes til fulde. Og mens denne anmeldelse løber ud, går jeg ind i “Træningsbane i logisk forståelse af livets mekanismer”. En mand med firkantet hoved skal kravle op på en kasse for at komme frem. Men så er han nødt til at hoppe ned igen, og så er han ingen vejne kommet. Det er umuligt at være til, siger han. Ja, men kunsten gør det tåleligere. Og det et præcis det som Claus Ejner forærer os.
Et lille 30 minutters hvil - med fuld fart frem.
Mikael Josephsen.
|
|
Peter Poulsen
Cikaderne synger
Vindrose, digte.
Udkommet 21-3-06
Der er mange digte i Peter Poulsens murstenssamling: "Cikaderne synger". Men der er ikke noget fyld at komme efter. Hver enkelt tekst holder. Holder helt ind i litterraturhistorien, tror jeg. Eller musikhistorien måske. For disse digte er musik. Klange. Stemninger.
En anmeldelse af
Mikael Josephsen
|
|
Peter Poulsen løsner sin sorte skrift
Jeg ville være en stolt mand, hvis jeg var Peter Poulsen og sad med "Cikaderne synger" i hånden. Jeg ville være glad, stolt og taknemmelig over mit talent, der nu havde strakt sig over fyrre år - og altså havde kastet denne moppedreng af en bog på 417 sider digte, af sig. Jeg ville tage den i hånden, veje den. Så ville jeg sukke tilfreds. Trods alt, ville jeg tænke, trods det hele, så fik jeg dog gjort dette.
Jeg læste bogen i flere hug, det var jeg nødt til. Det er simpelthen for meget poesi at kapere på en enkelt dag. Men en uge. Derefter var den første ting der slog mig: Hvilken ensartet kvalitet. Ligegyldigt hvor i forfatterskabet, i bogen, jeg slår ned, så kan jeg være sikker på kvaliteten.
Derefter tænkte jeg på stemmen. Fra først til sidst er den slået an med den helt specielle Peter Poulsen - accent; på en måde fuldt færdig fra start. Peter poulsens særegenhed bliver hurtigt til en motor, der kører for fuld vidunderlig skrue. Jeg har nydt denne mursten af en "roman". For på en måde udgør hele samlingen en fortælling om det moderne menneske med druklyst, identitetsproblemer, flyvsk tankegang, kærlighedskvaler, universet og jeget.
Meget ofte er universet tæt på. Det være sig ved skrivemaskinen i lejligheden, på en cafe, en gade i Rio. Peter Poulsen bruger det hele, klipper det ind i hinanden - og kommer ud med en eller anden form for, jeg skulle til at sige mening, men jeg vil hellere sige fantasifuld sammenhæng. Som her i de sidste linier af digtet Bossa: "Men hvis jeg skal være ærlig, går jeg ind på en bar/og til de
seneste tidender om et knæ/drikker jeg roen, som løsner sit store hår". Her og der vrimler det med linier der antyder hang til Hancook. Men det er så langt fra vigtigt og fylder ikke som i f,eks. Jacs univers. Peter Poulsen har øje for så mange andre ting. Mange mange ting. Og ikke en eneste gang, ikke i EN linie, har jeg taget Poulsen i at beklage sig. Uanset hvad han skriver om, så er det med denneher tørre nøgterne præcise stemme. Han slutter bogen af med linierne: "Livet er evigt, alt det andet dør". Jeg tror muligvis ikke at Peter Poulsens digte er evige - for det er ingen digte vel. Men jeg tror de har en lang holdbarhed, ganske enkelt på grund af det solide. Måske lyder det kedeligt, ikke avantgarde nok. Men man skal aldrig kaste sten efter en mester, hvis man selv er af glas. Peter Poulsen tegner sig ind i litterraturhistorien med disse digte. Hvilken plads han får, kan kun tiden vise. For mig at se, og meget passsende. Side om side med Dan Turell. Mikael Josephsen
|
Flemming Andersen
Bonelock Blues
19 sider, lyrisk prosa.
Forlaget Ordlyd
Udkommet 1 april.
Et lille nyt forlag har set dagens mørke - og et nyt undergrunds-hæfte lyser op med provokation og vrede. Der er noget skønt ved disse skrifter, fotokopierede og sat sammen med hæfteklammer. Man føler sig hensat til halvfjerdsernes "Vi gør det sgu bare selv" ideologi. Inholdet er politisk, lyrisk
og antireligiøst.
Anmeldt af
Mikael Josephsen
|
|
|
BONELOCK BLUES I E, OMKVÆD: DET ER EN SVÆR VERDEN, DE FATTIGE BLIVER FEDERE, DET ER EN BLÅ VERDEN, DE RIGE SKAL HA SVEDERE
De små tyve siders prosalyrik fra Flemming Andersen og "Ordlyd" er kendetegnet ved ikke at være bange for politik, holdninger og religiøse øretæver. Her klippes fra alle medier og genre, selv Tintin er indblandet, hvor han burde blande sig i Irakkrigen. Foreløbig bliver han dog i Hvidovre, hvor der også er mange ting, der skal gøres. Men bogen slutter alligevel med at Tintin ikke kan klare ærterne, fascisterne graver sig ned i græsplænerne, vokser hytter på pinde. Bogen slutter med ordene: Nogen må tage over.
Dejlig slutning, flot afrunding af en tur rundt i et verdensbillede, der ikke er kendetegnet ved skønhed og orden. Til gengæld er grimheden næsten skøn i sin absurde dragt af religion og umenneskelighed, profitliderlighed. Jeg ved ikke hvad jeg vil give flest point for. Teknik, kunst, vrede. Så lad os give den 4 for hver. Bonelock Blues er et hæfte om verden, i de fem år efter Ground Zero. "Fisken bliver et krybdyr, og ud af ægget kommer der pludselig mennesker".
Sådan er den, vores gamle idiotiske verden. Ingen lærer nogensinde noget af nogen - og vi må starte forfra igen og igen.
Jeg kan godt lide ironien i Bonelock Blues, jeg kan godt lide aggressionen, jeg kan godt lide de politiske toner. Jeg syntes om Flemming Andersen som digter. Jeg syntes han har søsat et modigt projekt. Tilbage til modstanden mod vores absurde Bushovenfrastyrede (med direkte telefonlinie til Gud), vanvittige stålblanke effektive bold af en klode.
Jeg tror Flemming Andersen til syvende og sidst har ret: Nogen må tage over. På den anden side: Verden har vel altid været af lave. Kun i hovederne findes Paradis. Det har digteren da gjort fuldstændig klart i dette skrift. Jeg ser frem til endnu en tur i Andersens tivoli.
Mikael Josephsen
|
|
Janina Katz har udgivet en digtsamling med lovende titel og smuk forside.
Men bogen mangler bid, dobbeltbid og nødvendighed.
En anmeldelse af
Mikael Josephsen
|
|
|
EN SPALTET TUNGE, DER MANGLER SPALTNINGEN
Sidst jeg læste en Katzsamling var vist i 98 og den hed "Blandt andet". Jeg kunne meget godt lide den. Anderledes forholder det sig med nærværende samling "Min spaltede Tunge". Eller mere korrekt: Jeg kan hverken lide den eller ej. Jeg syntes nærmest den er gennemsigtig, usynlig. Den har i hvertfald ikke den spaltede tunge, som titlen ellers annoncerer.
Bogen lægger ud med lidt poetikker, lidt Israel, lidt gravminder. Men digtene er sprogfattige, sporløse og uden nødvendigt indhold. Janina Katz zigzagger mellem de samme emner - men uden noget væsentligt nyt at tilføje fra tekst til tekst. Ingen overraskende slutninger, ingen dødedans på linierne, selv om døden ofte berøres. Jeg beklager. Det er ellers sympatisk nok, det hele. Der er intet i vejen med hendes betragtninger og holdninger, de bliver bare aldrig til andet end ord på
papir. På intet tidspunkt kommer ordmusikken ud over scenekanten og berører.
Og det ER sympatisk nok, at det er svært at miste, svært at blive gammel svært at tåle religioners hårdhed. Men måske har Janina Katz beskæftiget sig så meget med emnerne, at de heller ikke berører hende længere. Hør selv:
Jeg er livets analfabet.
En gammel kvinde
på jagt efter en vielsesring
til brudgommens skygge.
En evig budbringer
der har glemt sit budskab
.
Det jeg savner mest i samlingen er en virkelig spaltet tunge, en gammel kælling fra Krakow, eller noget. En der spytter forbandelser og løgne ud sammen med sine sorte tandstumper. En kælling af karat. Janina Katz er bare sigende sine linier. Sød, lettere irriteret. Men aldrig direkte spyttende i sproget.
Mikael Josephsen
|
Jesper Elving
Japan Påske
Brevdigtsamling
Er udkommet
|
En anmeldelse af
Mikael Josephsen
|
AT STÅ PÅ EN PERRON, NÅR ET LYNTOG SUSER FORBI
Der er noget undergrundsagtigt i at sidde med Jesper Elvings "Japan påske". Der er noget kult i at vende bladene og vide, at det ikke oplaget der tæller - vi er ikke ude i Jane Åmund, eller Morten Ramsland, for den sags skyld. Dette ikke sagt for at fornærme nogen.
Papiret knitrer, ordene bølger sig ned gennem siderne. Jesper Elving er en sjov fisk hvad stil angår. Han er på en måde omfangsrig minimalist. Jeg kan se her og der, at forbilleder har stukket ansigterne ind i manuskriptet, sådan bare på visit. Især Jac er tydelig. Ihvertfald når der bruges ord som "forfatterforfiner". Sproget er dog anderledes at tyde end Jacs. Lyt f, eks. til det her: "Gør os til hekse/på den gammeldags krammofon/skyde højt op. En meget makaroni bog/denne solstråle vinduer/rigtig hæs". God dag mand pladderskaft. Her kan holger fortolker godt gå hjem.
Der er vist heller ingen mening i at prøve fortolke værket. Det fortolker sig selv ved sin tilstedeværlese. Alligevel er jeg nysgerrig nok til at finde blot nogle tråde i det. Det betyder at jeg må læse det igen. Jeg tager det mig til Malmø, hvor jeg skal være et par dage. Især for at høre Ulf Lundell.
Hjemme igen.
Det var et brag af en koncert, "Japan påske" blev på hotelværelset. Men har dog været med mig i mit hoved. Det har den været i en uge nu. Jeg har nu læst den 5 gange, og er kommet til den konklusion at der ikke er nogen mening at hente. Jeg har været ude i hvem T. Frakker var, hvert digt afsluttes med en hilsen fra ham, jeg har prøvet at løse ordgåden ved at bytte om, lægge til, trække fra. Jeg har vendt og drejet titlen i mit hoved. Hvad kan det betyde? Hvilke gådefulde ting
går jeg glip af? Men jeg går ikke glip af nogen skjult mening. T. Frakker betyder T. Frakker. Japan påske, Japan påske. Simpelthen.
Det vi har med at gøre er 20 digte skrevet i ekstrem cutteknik. Sansninger og tanker der strikkes ind og ud af hinanden. Syretrips. Men hver eneste linie fungerer musikalsk, det er derfor en fornøjelse at læse det. Man kommer til at tænke på Turell, Grotrian, Anders and. Man keder sig på intet tidspunkt - og her er garanteret læsning nok mens foråret trækker ud. Samlingen modtages ved at skrive til Jesper Elving, man modtager den som brev, hvor konvolutten udgør bogomslaget.
Inden I tænker, hvorfor skulle jeg bestille en konvolut med pladder, vil jeg sige at det hele selvfølgelig danner mening i digterens hoved, hvor ordene som fugle/sætteshurtig/udigen/aftryk/ på/papir/osv. Det er jo virkeligt nok når verden bryder så voldsomt ind i hjernerne. Jeg syntes at Jesper Elving er mesterlig god til at impulsdigte. Sommetider blander han sansningerne med erindring, som her i et barndomsdigt, nok det mest ladesigtydeagtige i hele samlingen:
Den gamle snubletur ned langs åen
ben i and
papaply i farvelregn
Mellem tyske og utyske
et himmelstort fugleøre
syv tusinde
Vind og insekter
ovre at hente hesteflokken
vrænger med nøgler
Jeg så mit knæ hoppe væk
du havde været ude med orange maling
fingrene det vilde klippekort
Giver dig en kåbe
det er et tegn
nisse Columbia
Du kan ikke drikke læbestift
jeg ved ikke hvorfor de putter vægttræning
i havregrynspakkerne
Præsterne og den sorte garde
blomster til pigerne
fodboldkamp
Noget af det er kridt
fjernsyn som i sidste ende
får dig til at skrue ned
Farver ned over sofaen
de står ude i køkkenet med is på
der er ikke meget når du spiser
Linje som er et jetfly
bæverrisiko
grill taber heste
Øje
maverum
maling
Snuser det er friske blomster
masser af sølv
ingenting til re-fantastisk
Væv i kassetebånd
du lægger håndklæde for
det er en smedje med rundstykker
Tag flasken oppe på hylden
det regner kraftigt
nåle fra træer
Det bedste til dig og min barndom ud over en sø,
T. Frakker
At læse Japan Påske er som at stå på en perron når et lyntog suser forbi. Pludselig suges man fast. Man får sig en tur i et hurtigsyret landskab, indtil man til sidst bliver smidt af. Man kommer til sige selv igen på banelegemet, mens man tænker. Hva faen var det lige der skete?
Mikael Josephsen.
|
|
FORSTÅELIGE GROTRIAN
Simon Grotrians nye bog "Jordens salt og verdens lys", er hans hidtil letteste at læse. Det skyldtes det traditionelle kristne stof. Hvor digteren ofte har brugt sin religion i friere fortolkning, er han nu tæt på kilderne: Biblen og Salmebogen.
I den meget smukke bog anråber ham Herren, bedyrer Jesus sin kærlighed, takker Gud. Mange af teksterne kunne måske enda synges i kirken en dag. Men også kun måske. For midt i det hele er stadig den drilske digter Grotirian:
Referater fra en køkkenvask
slår bunden ud på himlens melodi
så lad os fejre med et fugleplask
at kærlighedens engle står på ski
amen
En del præster vil nok vibrere i kraven, når de skal have ord som "køkkenvask" ind i deres kirke og hvidkalkede tradition. Og de vil måske have besvær med at se kærligheden "stå på ski". Ikke destro mindre er det sådan Grotrian vælger sine linier. Igen og igen overrasker han med bidder fra den verdslige verden, upoetiske hverdagsting, som han alligevel finder plads til i sine religiøse tekster.
Sommetider bliver det også lidt søgt, når f, eks der SKAL rimes - og Simon så vælger et rim som:
Min Isaknød
vil lande i vorherres skød
jeg går i spindelvævet
hvor hjerterne har bævet.
Her er rimets største fare i spil, nemlig at ordene leder hinanden, således at det ender forudsigeligt ud. Men jeg vil med det samme sige, at Grotrian meget sjældent falder i den gryde. Generalt er teksterne pudsige, dygtigt udført, dejlige at have i øjnene. Simon Grotrian er en af landets allerfremmeste digtere, og det har denne udgivelse ikke ændret på. Tværtimod. For hvor Grotrian før er beskyldt for at tænde det samme sankthansbål igen og igen, udvider han i hvert fald sin
praksis her. Og hvor kan det så ikke ende? Måske en roman, et teaterstykke, hvem ved?
"Jordens salt og verdens lys" (vidunderlig titel), er Simon Grotrians attende bog. Den adskiller sig fra det øvrige forfatterskab, som sagt, ved udelukkende at indeholde salmer og anråbelser. Bøn og taknemmelighedsstrofer. Den er langt fra min yndlingsbog som er "Ossians Puls" fra 1997 - men man må sige at digteren gennem hele sit forfatterskab, fra og med "Næste himmel" 1989, støt og roligt har arbejdet sig ind i den kristne tradition. I begyndelsen med en meget humoristisk tilgang hvor Gud slæbte kloderne rundt i en spand, eller som her fra "Livet er en ko" 2000: "Af jord er du kommet, med jorden i hovedet og sportsfly på nervernes bølgesprøjt". Det er sådanne omskrivelser og humoristiske tilgange til kristendommen, der har gjort Simon Grotrian til helt sin egen. Nu har han så nærmet sig andre digtere i traditionen: Kingo, Grundtvig, Brorson. Så må vi se om de vil tage imod ham, han er i hvertfald ikke en ringere digter end dem. Ville det
ikke være skønt med en Simonsalme sat i musik af Rued Langgaard? Knald på. (Ja jeg ved godt at Rued Langgaard er død, men her er vi jo som antydet i et helt andet rige).
Nede på jorden igen. Simon Grotrians "Jordens salt og verdens lys" er en dejlig bog. Den giver en roligere hjerterytme, lidt til tænkeren også. Og en hel masse til dem der tror på begrebet: ånd. Selv vil jeg nyde teksterne for deres smukhed, som i titelsalmen her:
Når klokken ringer solen ind
da stryger jeg vorherres kind
han stryger også gerne min
og strøget er et solbærskrin.
Når klokken ringer solen bort
og visse bønner kom til kort
da takker jeg alligevel
fordi jeg lever, hvilket held.
Når klokken på det sidste slag
er blevet til den nye dag
da takker jeg, fordi han spandt
mig ind i foldens uldgevandt.
Når alle klokker ringer vildt
og visse ønsker blot var spildt
da takker jeg igen for alt
for verdens lys og Jordens salt.
Mikael Josephsen
|
Klaus Rifbjerg
Knastørre digte, Gyldendal
60 sider
Udkom i går d. 22 marts
Af Mikael Josephsen
|
|
|
Engang på Nordisk i Odense, vi havde Rifbjerg, underviseren underviser, pludselig siger jeg. Jamen han er sgu da god. Underviseren kigger hen på mig. Hans øjne mildnes, aldrig glemmer jeg den kærlighed, der strømmede via Rifbjerg til ham til mig.
Rifbjergs seneste bog: "Knastørre digte" er knastørre digte. Emnerne er mangfoldige fra barndom til impotens over knastørre betragtninger til poetikker. Den kærlighed jeg før beskrev er ikke at finde i digtene, med mindre man betragter vrede, som en slags kærlighed til det der kunne have været. Klaus Rifbjerg må nødvendigvis være en god håndværker efter alle de års tro tjeneste i litterraturen. Alligevel syntes jeg tit kæden hopper af. Mange af digtene kunne have standset nogle linier før - og med rigtig god effekt. Ved første gennemlæsning er jeg uberørt af digtene, ved næste gennemlæsning fanger jeg bedre den motorlyd, der er samlingens krumtap: Utilpassethed i verden. Men alligevel at være godt tilpas med at sidde i et hjørne af den og beskue. En lidt sur mand med en skrå på skrå i munden. Lidt som en svensker der ser fodboldkamp mod danmark. Et af digtene er direkte vredesudbrud mod den nyåndelige tendens: Gud er tilbage i sadlen. Rifbjerg ser kun blodet der render som floder gennem ikkeparadisets have. Men Rifbjerg er modernist, og skal læses som sådan. Et andet af digtene går sådan her: "Tanken om at man kun kan blive en stor kunstner/hvis også man er en stor skiderik/er forstemmende..." I digtet langer han ud efter myten om at digteren , hvis han skal være rigtig god, har haft en dårlig barndom. Rifbjerg har åbenbart selv haft en lykkeligere. De fleste kunstnere jeg kender, har ikke alene haft en "dårlig barndom", de har haft en forfærdelig. Men Jeg vil give Rifbjerg ret. Bare man dog kunne se lidt bort fra det - og så skrive nogle gode digte. At være ulykkelig, at have været ulykkelig, er ikke porten i sig selv. Digteren må kunne mere end det. Jeg mener: Vi er jo en hel generation af ulykkelige og forlagene ville blive oversvømmet hvis ulykke var kravet for antagelse. Jeg trækker det ud. Jeg vil helst ikke ind på det. Men samlingen er ikke en der får det til at suse i lykkelunden. Jeg er ikke oppe at ringe. Nu er jeg heller ikke landets skarpeste kniv i Rifbjergs hud, jeg kan have overset noget - men ikke at samlingen ikke giver mig rusfornemmelse. Og det er det jeg vil have. Som en gammel narkoman vil jeg have poesien direkte i årerne. Intet mindre.
Imidlertid kan jeg så glæde mig over de ting jeg glæder mig over i samlingen. Først og fremmest den flotte forside af fuglen svævende i blåt. Rifbjergs ukuelige vilje til at ville sine linier. Man kan mene meget, man kan være uenig i det hele. Men man ikke tage fra ham, at hans stemme er evident og autentisk. Det her er Rifbjerg. Ikke når han er bedst - men når han er sig selv i et lille vredt øjeblik ved maskinen, mens sanserne er på jagt i omverdnen. Lidt som ørnen der svæver
i det høje - og så pludselig dykker efter ordmusen dernede på kloden.
|
|
|
|
|
|
| dengang med hunden |
| Tiderne Skifter, udg. 2005, 192 sider |
| |
Pia Juuls tiende bog er en novellesamling. Før denne har hun ligeledes skrevet novellesamlingen ”Mit forfærdelige ansigt”, et par romaner, dramatik og digte. Pia Juul er en af landets mest kritikerroste forfattere. Det er hun ikke uden grund.
Det er sjældent, som i denne novellebog, at en forfatter favner så bredt og alligevel rammer så præcist. Pia Juul skriver i "dengang med hunden" 22 historier om livet og døden, og alt imellem. Her er historien om kvinden der søger en andens barndom - for på den måde at nærme sig sin egen. Historien om kvinden der vågner i en å, og muligvis, muligvis ikke, har prøvet at begå selvmord. Her er historier om familier, deres tragedier, historier om lejlighedssangskrivere og digtere der vil dø.
Fælles for fortællingerne er at de alle er i kort form. Uhyre litterært bevidste om sig selv og sine forbilleder. Historierne er helt Pia Juuls egne, men skrevet i en tradition der ligger tæt op af den norske mester Askildsen, samt Carver. Faktisk midt imellem de to, hvis jeg selv skal give et bud. Andre forbilleder er nævnt rundt omkring i teksterne, enten direkte eller skjult i omskrevne navne.
Særligt to af teksterne har rørt mig dybt. Den ene er "På sporet" om damen der opsøger en andens baggrund, den anden er slutteksten i samlingen, "Oplæsning i det grønne". Her følger vi ultrakort en digter der skal læse op. Sådan lige ud af landevejen, hverdagsagtigt. Men jeg skal så love for at Pia Juul griber om en vis legemsdel på sin (i dette tilfælde mandlige) læser. For her berører hun et tabu, hun gør det elegant, henkastet, så det fremstår endnu voldsommere. Prøv at hør her hvordan hun slutter sin fremragende bog: "Han var træt af at være digter, snart skulle han dø; det var en lettelse at tænke den tanke". Bog klap.
Dødslængsel, angst for livsopgaven, destruktion, erindring, nuets svære fastholdelse, menneskekulde, varme, sorg, glæde. Det er sådan nogle emner Pia Juul har oppe, det er sådan nogle emner hun fletter ind i tilsyneladende ligetil hverdagshistorier.
Jeg kan stærkt anbefale Pia Juul. Men en enkelt læsning rækker ikke. Hun er nødt til at have plads på bogreolen, så man altid lige kan række ud, hvis man vil se hvordan det virkelig sublime ser ud.
| | | | Væltede kældre | | Gyldendal, udg. 2005, 147 sider | | | Hans Otto Jørgensens "Væltede kældre" er en bog om død og forfald. Handlingen er at hovedpersonen John har været ude for et uheld og med nød og næppe har overlevet det. Den tragiske hændelse har også overlevet, næsten som en selvstændig ting i forholdet mellem ham og hans kæreste Ivy. Ivy er stærkt mærket af biluheldet, og det at have set John svæve mellem liv og død. Igen og igen fantaserer hun om hans død, der også ville betyde forholdets død, og dermed en lettelse men også ensomhed og skyld.
John og Ivy lever efter mottoet: Jo mere gift der er i blodet, jo mindre kan man føle. John æder konstant stesolider og ryger, mens han styrer deres gamle Buick land og rige rundt. Det hele gælder hele tiden om at komme væk, både konkret og i overført betydning. Bogen er da også et sløret, ufølsomt fortalt værk. Lidt en blanding af Bonnie and Clyde, Beatgenerationen og Morten Korch.
Personerne er heller ikke troværdige. F.eks. er det lidt svært at tro på, at den dullede dukkeagtige Ivy på sine højhælede sko, i sin tynde omblæste kjole, pludselig i perioder forvandler sig til kunstmaler. Ligesom det dog er helt utroligt så stor en detaljerigdom John er i besiddelse af - specielt når de er på landet. Det skal siges at parret bor i en lejlighed i Valby. Men igen har Hans Otto Jørgensen gjort brug af sin egen opvækst. Der er næsten ingen bund i Jørgensens erindringsbrønd. Når det ikke gør noget at personerne er utroværdige, er det fordi det er en del af sløringen. Og man skal ikke tro man ved alt. En hyldest til livet i denne dødsroman.
"Væltede kældre" er en skriveøvelse, som kun falder heldigt ud, fordi det lykkes H. O. Jørgensen at gøre den til sin egen. Han er så skrap en forfatter, med styr på egne forbilleder, specielt her Joyce. Bogen er svær at læse, der er ikke mere end et par punktummer på hver side. Igen og igen mister man koncentrationen, for derefter at blive tvunget tilbage på papiret og ind i digterens egne betingelser:
Jeg. Er. Her. Nu.
Der bliver til:
Jeg. Er. NU. Læsende. Her.
| | | | Konventioner | | Gyldendal, udg. 2005, 292 sider | | | Anne Lise Marstrand-Jørgensens sjette bog, hun har udgivet 4 digtsamlinger og en roman før denne, er en stor roman om en professionel musiker og hendes problemer med nærhed. Hovedpersonen Helene fremstår kold og tjekket, en moderne erhverskvinde der har skiftet den bærbare ud med en cello. Marstrand-Jørgensen er i flere anmeldelser af denne bog blevet skældt ud for at have fremstillet sin hovedperson på denne måde. Men det er åbenbart ikke forstået at det er villet sådan, og ikke et forsvar for hende. Anne Lise Marstrand-Jørgensen har lagt en mennesketype frem - ikke vurderet hende som god eller dårlig.
Historien foregår i de bedre socialklasser, her møder man den vidende Nilen, kæresten Izak og flere velbeskrevne bifigurer. Man følger Helene og Izaks kærlighedsforhold, kommenteret fra sidelinien af Nilen. Kærligheden er her som altid besværliggjort af konventioner og kval. Anne Lise Marstrand-Jørgensen er sprogligt veloplagt, indsigtsfuld, og ukonventionel i sin anden vellykkede roman. Hun debuterede i 1998 med digtsamlingen ”Vandring inden ophør”. Hun har derfra gjort en kometkarriere, og er at betragte som en af vores mest talentfulde forfattere.
Marstrand-Jørgensen blev i 2004 tildelt Statens Kunstfonds treårige legat. |
|
Peter Clement Woetmann
Heldigvis er skoven blevet væk
Borgen, digte, 62 sider.
ET OPLAGT TALENT
DER IKKE KAN SE SKOVEN
FOR BARE PIGER
| |
Peter Clement Woetmann har skrevet en rigtig god, rigtig ung, og rigtig lovende digtsamling om alt mellem bryster og knæ. Med det mener jeg at digtene oser af sex, charme, selvtillid og hår.
Flere af digtene er ligefrem navngivet pigerne. Men nok om det. Samlingens indhold er ikke så afgørende, det afgørende her er musikken, stemmen. Jeg syntes at Peter C. Woetmann lægger sig et skævt sted mellem Rasmus Nikolaisen og F. P Jac. Og det selvom han har dedikeret to af digtene i sin bog til Søren Ulrik Thomsen og Strunge.
Man lægger bogen fra sig, beriget og forundret. En musik er gået igennem en, uden man har tænkt særligt over det. Den er gået i kroppen, så at sige. (Måske derfor henvisninger til Strunge og SUT).
Jeg ved det sgu ikke. Der er noget let, ikke så spindelvævsagtigt som hos andre 90erdigtere, men alligevel noget lyst, en selvlysende edderkop dansende i spindelvævet, måske, over det. Når jeg skriver andre 90erdigtere, så er det fordi Woetmann klart ligger i forlængelse af det minimalistiske.
Og så alligevel, han forvirrer. For hvor flere af hans jævnaldrende digterkollegaer er alt alt for lidt.
Er Woetmann til tider alt alt for meget. På den normalvægtige måde.
Ja, der er lidt pludren over denne anmeldelse. Men det er faktisk Woetmanns skyld - ikke min. Han kunne bare have skrevet en bog, der var fuld af ord, i stedet for musik. Måske skal man over i musiktraditionen for bedre at ramme Woetmanns tone. Det er som om et let klassisk klaver kører henover samlingen mens en CV. Jørgensen lusker omkring i teksterne og synger sømandssange.
Bag det hele et kor af lyrikere, der ikke helt kan blive enige om, hvornår de skal ind. Omkvædet er alle dog med på, det må lyde: I en skov en hytte lå, Woetmann gennem ruden så, pigen kom på lette tå, bankede derpå. Og Woetmann svarer fra sengen: Kom kun nærmere, så jeg bedre kan æde dig. Og dig og dig og dig. |
|
| ET STØJPAS TIL STORBYEN Af Mikael Josephsen Som alle andre digtere, bor denne også i København. Han er midt i trediverne og livet er begyndt at kede ham. Gå i ring, gå op for ham. Derfor har han i virkeligheden kun digtet, og digtet ham. Det er tilgengæld en udmærket kombination.
Claus Handberg Christensen
En tilpas støj
digte Gyldendal
52 sider
Udkommet 7. marts
| |
En tilpas støj handler om livet, trivielt som det er med børn og kæreste og indkøb og erindringer, der pludselig kommer på besøg midt i det hele. Men jeg syntes også den handler om en digter der har udviklet sig. Jeg anmeldte hans seneste bog her på poesi.dk for fem år siden. Debutbogen: 320 pund. Det var en fin lovende digtbog, men det jeg står med i hænderne fem år senere er mere sublimt, gennemarbejdet. Claus Handberg tilhører skolen SUT, Strunge, er altså firserdigteragtig i sit udgangspunkt. Og gamle dyder som godt håndværk, eftertænksomhed, inspiration, er at finde i den lille grå sag. Ingen tvivl om at førstesætninger som: En dag tog jeg ind for at møde en lille bitte mand" og "Der er ingen grimme mennesker i musikken nord for byen", ingen tvivl om at de er faldet digteren i hatten - og at han så derfra er påbegyndt sliddet med at få digte ud af det. Og derefter påbegyndt sliddet med at få en bog ud af digtene. Det er som bekendt meget svært at skrive bare et enkelt godt digt. Claus Handberg har i sin anden digtbog skrevet flere favnfulde af dem. Jeg syntes digtene er et meget godt støjpas til storbyen. Jeg mener: man kan lige så godt se det i ørerne. Der larmer lidt der i Køvenhavn og i Køvenhavnernes digte. En tilpas støj af inteligente ord og billeder: Det begyndte da det ikke længere var
muligt at fabrikere de billeder
verden kræver
Mørket ringer midt om natten
minder en om den gamle aftale
Alle rum er i familie
men der er så meget jeg ikke skal røre igen
Det sidder i hænderne som et tidsbrev |
|
|
|
|
Henning Mortensen
Billeder fra den flydende verden
Gyldendal, digte, 61 sider. er udkommet.
DER SIDDER EN MAND I EN BÅD I HIMLEN
OG FISKER I HAVET
Af Mikael Josephsen
|
Sådan ser forsiden ud på Henning Mortensens digtsamling: Billeder fra den flydende verden.
Og sådan er de fremragende tekster også. Fisket i hovedet og fanget i den hvirvlende glubende galning kaldet verden. (Hav).
|
|
Hvor er der mange gode digtere, kunstnere, rundtomkring, som man aldrig stifter bekendtskab med ganske enkelt fordi de enten i offentligheden hurtigt er spist - eller fordi parnasset ikke har udråbt dem til en ny et eller andet. Henning Mortensen er ingen overskrifttyv - men har dog været med siden 66, hvor han debuterede med samlingen: "Det kan komme over èn".
Og lad mig sige det med det samme: Det er helt urimeligt at Henning Mortensen ikke har fået plads blandt vores aller aller bedste digtere. Jeg garanterer for, læs selv, at han kan skrive røven ud af bukserne på de fleste. Henning Mortensen har ledet undergrundsforlaget Jorinde Og Joringel, hvor bla. Jac har udgivet sine første ting. Han har ligeledes udgivet romaner, kriminalromaner mm.
Den flydende verden er navnet på en japansk kunstart, træsnit, der fortolker verden som farverig, mangfoldig, taget fra buddismen. Populær i Japan omkring 1730, eksporteret til Europa i midten af det 19 århundrede. Og farverig er ihvertfald samlingen her, med alle dens ingredienser fra moder jords rodekasse. Her er digte om alt. Kropslige sansede fede vrøvlede inteligente og dybt dumme digte om dumhed. Her er incestiuøse digte om landkort, nytårsønsker, notater i blinde, kommentarer til meget. Blandt andet den anorektiske tendens i kunsten, hos mennesket:
"Jeg vil være lige så tynd
som det radmagre insekt
der farer ind gennem et punktum
og undersøger den verden
sproget elsker med
i det skjulte
Så tynd vil jeg være
men så vil jeg heller ikke være tyndere.
Henning Mortensen får ikke bare sagt tingene, han får sproget med sig som en bugtalerdukke, som en dobbelt tunge. Der ligger en dyb stemme bag, men den modsiger hele tiden sig selv eller medsiger sig, således at udsagnene alligevel fremstår som en modsigelse. Det giver den effekt i digtene som Henning Mortensen selv beskriver i åbningsteksten:
"Jeg mente at hvis mange verber kunne bøjes uregelmæssigt så kunne jeg også"
Præcis sådan læser jeg samlingen, som en knude der hele tiden løser sig selv, ved at binde en ny.
|
|
|
|
|
|
| En skimten fra udestuen & andre erindringsdigte |
| Borgen, udg. 2005, 190 sider |
| |
Jeg er så absolut en af landets allerstørste Jacfans. Jeg er ubetinget for. Jeg synes hans poesi er dejlig, jeg elsker hans ordlege og pudsige påfund. Jeg er ikke så glad for Myten Jac, for jeg tror den koster - og måske snart koster os hans tilstedeværelse.
Men altså stort bifald til Jac og hans poesi. Derfor var min skuffelse også stor da jeg åbnede bogen: "En skimten fra udestuen". Jeg troede nu jeg skulle tilbringe et par gode timer med en af mine yndlingsdigtere. I stedet fandt jeg næsten tohundrede sider kasserede digte, fundet frem og alligevel trykt. Jeg må sige, at her forstår jeg ikke forlaget, eller den store Jac. Jeg er sikker på, at det ikke er mig der tager fejl. Det her, er altså ikke godt nok. Og så lige oven på den fantastiske "En græssende glæde til dit ydre".
Det eneste rigtig gode ved bogen er dens titel, rigtig Jacagtig. Selvfølgelig er der da også ting her og der som holder. Det ville være mærkeligt andet, af en så stor digter. Men alt i alt er bogen et fejlskud, og et eksempel på fælden: At udgive alt.
Op på stolen igen, sidde godt i pennen og derudaf. Kære Jac, jeg er der som en mis igen når boghandleren åbner. Men denne gang, øv, øv, øv. |
|
|
|
|
|
|
|
|
|